Spring til indhold (tryk på Enter)
Odense

Hjemvendt med rygsækken fyldt med fantastiske oplevelser

Lars Bergholdt og 6 andre frivillige fra Røde Kors ankom til Danmark i søndags (19.10.25) fra en overvældende oplevelse i Etiopien. Læs med og få indblik i alle de indtryk, som rejsen har været med til ar give Lars.

“Jeg har nu haft et par dage til at samle alle de mange indtryk, jeg fik på den fantastiske tur med Røde Kors”, fortæller Lars, og fortsætter:

“Indtrykkene er mange og store, men noget af det der står klarest er: At i et af verdens fattigste lande har jeg mødt mennesker, der har mistet alt og mangler adgang til rent vand, mad, sundhed, uddannelse og tryghed, men alligevel stadig tror på fremtiden, fordi Røde Kors hjælper dem. Mennesker som trods alt har et håb og nogle muligheder, selv om de med vores øjne har nærmest … intet!”

Han fortæller, at han også har mødt masser af Røde Kors frivillige, som utrætteligt hjælper andre, ofte med meget små midler, men med et kæmpe hjerte!

“Når jeg tænker på det gode arbejde, Røde Korsfolk gør i Danmark, så bliver jeg stolt af at være med, men efter jeg har set noget af det arbejde der gøres i Etiopien, så bliver jeg dobbelt stolt … “

“Det er utroligt vigtigt, at vi holder fast i det gode arbejde både nationalt og internationalt. Begge søjler skal være tydelige og hinandens forudsætning. Hjælp og omsorg må ikke begrænses af landegrænser men være universelle og sættes ind der, hvor der er behov”, afslutter en stolt Lars Bergholdt.

Lars glæder sig, med udgangspunkt i oplevelserne med Røde Kors’ indsats i Etiopien, at komme ud til større og mindre sammenhænge og fortælle om de mange indtryk og fantastiske oplevelser.


Har du lyst til at blive frivillig?

Vil du være med til at gøre en forskel i dit lokalsamfund? Så overvej at blive frivillig hos Røde Kors!

En frivillig hos Røde Kors Odense er en, der ønsker at gøre en forskel for andre ved at give noget af sin tid. Du kan være med i alt fra sociale indsatser og genbrug til koordinering og markedsføring – og der er plads til både unge, erfarne og alle midt imellem. Det vigtigste er, at du har lyst til at hjælpe og kan forpligte dig i det omfang, der passer til dig.

Som frivillig bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor du både gør en indsats for andre og får nye oplevelser og erfaringer med dig.

Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere, så kontakt os gerne:

Telefon: 60 78 44 00
Mail: odense@rodekors.dk