Fra historien til fremtidens genbrug
Skøn temaaften i netværkshuset
Onsdag den 9. september var der inviteret til temaaften i Netværkshuset, hvor genbrug var på dagsordenen. En god aften, der startede med fællesspisning, hvor teamet i Netværkshuset havde sørget for skøn aftensmad.
Aftenens to oplægsholdere var den tidligere forkvinde for Røde Kors Odense, Gerda Madsen og sektionsleder for genbrug, Ann-Christin Lystrup.
Gerda lagde ud med at fortælle om udviklingen i Røde Kors’ genbrug i Odense fra 2011 og frem til i dag. Det blev en spændende og autentisk fortælling om en udvikling, der virkelig har rykket noget. Som Gerda også viste, kan det være værdifuldt at kende historien for at forstå, hvor vi står i dag, og der er god grund til at være stolte af Genbrug Odense.
Herefter gav Ann-Christin et indblik i, hvor genbrug står i dag, og hvad der driver udviklingen fremad. Blandt pointerne var, at den samlede omsætning i Røde Kors’ genbrug på landsplan er 324 millioner kroner, og at danskernes køb af genbrug fortsat er stigende.
Hvem vælger genbrug?
Hun fortalte også om, hvad der får kunderne til at vælge genbrug. For mange handler det både om at gøre en god handel og om at få en unik købsoplevelse. Onlinehandel er danskernes foretrukne måde at handle genbrug på, efterfulgt af de fysiske genbrugsbutikker.
En vigtig del af genbrug er naturligvis også donationerne. Her er det afgørende, at det er nemt at donere, eksempelvis gennem tøjcontainere, afhentning af donationer eller direkte aflevering i butikkerne.
Det blev en aften med både historisk perspektiv, aktuelle tendenser og tanker om fremtidens genbrug.
Tak til Gerda og Ann-Christin for spændende oplæg og en helt særlig tak til teamet i Netværkshuset for lækker mad og for at skabe rammerne om en rigtig fin aften.
Vi håber, at vi får mulighed for at gentage succesen en anden gang.
Læs flere nyheder:
En begivenhedsrig tid i Røde Kors Odense
Vi slog atter rekord ved Landsindsamlingen i Odense
En særlig hyldest til frivilligheden
Genåbning af cykelværkstedet på Hjallesegade
Kom med til genåbningen af Røde Odense Østerbro
Fællesskab i centrum med nyt projekt ‘Flere gode leveår’
Røde Kors styrker beredskabet i hele landet