Spring til indhold (tryk på Enter)
Odense

Søndag den 4. oktober går hundredvis af mennesker på gaden i Odense for Røde Kors.

Mange af dem er ikke blandt vores faste frivillige, men på dagen er de en vigtig del af Røde Kors-fællesskabet.

Landsindsamlingen er noget helt særligt, fordi den samler mennesker på tværs. Nogle er erfarne indsamlere, mens andre er med for første gang. I år glæder vi os blandt andet over, at mange skole- og gymnasieelever tager del i indsamlingen.

De bruger et par timer af deres søndag på at gå fra dør til dør og samle ind til mennesker, der har brug for hjælp både i Danmark og i områder af verden, der er ramt af krig og katastrofer.

Lad os give dem en varm velkomst

Som faste frivillige i Røde Kors kan vi være med til at give de mange indsamlere en god oplevelse. Når der bliver banket på døren, så tag godt imod dem.

For nogle er Landsindsamlingen måske deres første møde med Røde Kors som frivillig. Lad os sørge for, at det bliver et godt et.

En indsats, der kan mærkes

En indsamler samler typisk omkring 1.200 kroner ind. Pengene går til mennesker, der har brug for hjælp både herhjemme og ude i verden.

De kan blandt andet være med til at sikre rent drikkevand til katastroferamte familier, livreddende behandling til underernærede børn, hjælp til mennesker på flugt og støtte til udsatte børn og familier i Danmark.

Sidste år slog Røde Kors Odense rekord med alle tidligere resultater og endte 50 procent højere end i 2024 med 330.000 kr. indsamlet.

Tak til alle jer, der er med til at få Landsindsamlingen til at lykkes, både jer, der samler ind, og jer, der tager godt imod.